Slumdog Millionaire

Slumdog Millionaire

Den helt store oscarsluger i 2009 var som bekendt filmen, “Slumdog Millionaire”, baseret på bogen, “Q & A” fra 2005, skrevet af den indiske forfatter og diplomat, Vikas Swarup.

Filmen er instrueret af Danny Boyle, der sørme gjorde et så prægtigt stykke arbejde, han blev belønnet med en oscar for det, og det med rette. Han har virkelig formået at fange livet i slummen fra sin klapstol, og man kan næsten mærke kakelakkerne fare frem og tilbage over gulvet og mærke den tørre hals snørre sig sammen – tørstende efter vand!

Lad der ikke være nogen tvivl. Dette er en helt igennem en fantastisk film!

Vi følger brødreparret, Salim og Jamal Malik, der som helt små mister deres mor, da en flok sure indere angriber den muslimske del af Bombay’s slum. De nakker hende med en kølle i ansigtet, og mens hendes blod løber ud i Bombay’s forurende floder, stikker hendes to sønner halen mellem benene og flygter uden at se sig tilbage. Det er dog sidste gang storebror, Salim, opfører sig som en kujon, for som han selv siger, er han nu familiens ældste medlem (deres far døde åbenbart noget tid før – det er Indien skal du huske på) og det forpligter.

Salim udvikler sig til at blive en karakterfast, handlestærk og kompromisløs frelser for den naive og evigt sexfikserede Jamal, og det er her Danny Boyle viser sig fra sin geniale side. Han har nemlig valgt at fortælle sin historie gennem den usympatiske svækling, Jamal, der er så heldig at komme i programmet “Hvem vil være Millionær”, hvor han er så heldig at kunne svare på alle spørgsmålene, fordi hans bror tog ham under vingerne efter moderens død og viste ham hele Indien. Hver gang Jamal skal svare på et af de 15 spørgsmål stillet af den karismatiske vært, får vi et flashback, hvor vi får at se, hvorfor den ellers ret så uintelligente teenager kan svare på spørgsmålet.

Det er endda så heldigt strikket sammen, at spørgsmålene kommer i en sådan orden at flashback’ene sker i kronologisk rækkefølge – ellers kunne det hurtigt blive uoverskueligt så hurra for det.

Det ene af de to spørgsmål Jamal ikke er i stand til at svare på omhandler teksten nederst i det indiske flag. Jamal ved ikke hvad der står, og det pladderhumanistiske blomsterbarn vil nok tolke dette som et tegn på, hvordan de fattige børn i slummen intet forhold har til deres land. Jeg vil derimod argumentere for, at det blot er endnu et bevis for, hvor stupid drengen er. Det andet spørgsmål han ikke kan besvare drejer sig nemlig om navnene på hovedpersonerne i en bog, han har læst 118 gange. Var der nogen der sagde Sir Smoke-A-Lot til kasse 2!?

Så når vi nu er så ulyksalige at skulle trækkes med denne fårekylling af en hovedperson i hele 2 timer, hvad er det så der gør filmen til en udsøgt oplevelse alligevel? Salim er navnet og hans historie er et vaskeægte disney-eventyr. Han starter som forældreløs bastard med en vaskeklud, hvilket er hans eneste ejendel, om livet og slutter af med at have så mange penge, han kan fylde et badekar med 10.000 rupi-sedler og svømme rundt deri som en lille guldfisk. Vi følger den lille spirrevip gennem Jamals flashbacks og ser hvordan han er fuld af gode idéer og gåpåmod, men som sædvanlig er der en pige, der skal komme imellem den ellers fuldendte brødrekærlighed. Hun hedder Latika og er en pestbefængt lille tissetrold med snitsår i ansigtet og dårlig ånde, og selvom Salim gør sit bedste for hjælpe sin bror af med den fjollede forgabelse i pigebarnet, er der intet der hjælper. Jamal vil hvad Jamal vil og lillebroderen har sat sig i hovedet at han vil Latika. Det er en klassisk overfladisk teenageforelskelse, som Hollywood har forherliget, og som instruktøren gør op med i store dele af filmen, og netop fordi vi alle ved sådanne følelser sjældent varer ved, er det med en klump i halsen, man ser helten, Salim, give det største offer af dem alle for at hans lillebror kan blive lykkelig – hvis blot for en kort stund.

Skuespillet fra især birollerne er helt formidabelt, og jeg mener faktisk de stjæler mange af scenerne fra den lettere anonyme Dev Patel. Man mærker han ikke er så erfaren, og når han er i rampelyset bliver det bare et mere poleret britisk billede end når det er børnene eller skurkene, kameraet stillet skarpt på. Børnene, der spiller Jamal og Salim som små, blev jo castet i Indiens slumkvartere, så det har ikke krævet meget indlevelse for at kunne spille stakkels fattigt barn og det er klart noget af charmen ved filmen, at man føler det så tæt på. Den indiske dialog i børnescenerne hjælper selvfølgelig også til et mere autentisk billede. Skurkene er skruppelløse og uden hjerte og brækker benet på et 6-årigt barn uden at blinke, for at tjene lidt ekstra på at sende det lemlæstede bæst ud i gaderne med en tiggerskål. Samler dette med en fantastisk fotograf samt en instruktør, der insisterede på at filme filmen i Indiens gader frem for et studie skabt i Hollywood, får man en rigtig lille lækkerbisken af et tragi-drama.

Alt i alt en kanon film, der virkelig sætter tankerne i gang oppe i hovedet. Det er fornuft overfor impuls, styrke overfor afmagt, empati overfor selvcentrering, det er at give overfor at tage imod. Det er Salim overfor Jamal. Det er forfærdeligt og smukt!

Til allersidst skal jeg lige komme med en advarsel. Hvis du har tænkt dig at se denne film, hvilket jeg varmt anbefaler, at du gør, så er det meget vigtigt, at du læser følgende linjer meget omhyggeligt. Lige når du ved at filmen er ved at slutte, og det ved man jo som regel hvornår er, så skynd dig at stoppe den. Du skal ikke vente på den fader ud, og der kommer rulletekster. Den tager vi lige igen: DU SKAL IKKE VENTE PÅ DEN FADER UD OG DER KOMMER RULLETEKSTER!

Af uransagelige har Danny Boyle nemlig valgt at slutte af i bedste (læs: værste) Bollywood-stil. En masse fremmede mennesker farer ind i billedet og begynder at danse og synge sammen. Der står altså pludselig 500 mennesker med tørklæder, klokker, høns og jeg skal komme efter dig og giver den ellers gas med at springe op og ned og hyle op på indisk om hvor vidunderligt livet er. Det er fuldstændig malplaceret, og jeg kan slet ikke se, hvordan instruktøren kunne få en så hjernedød idé, men det gjorde han altså åbenbart. Nu har jeg heldigvis advaret dem kære læser, og de behøver ikke gennemgå samme pinsler som undertegnede, der ikke kunne finde sin fjernbetjening og måtte alle 7 sindsiturivende minutter igennem.

Ellers er der blot tilbage at sige: Nyd filmen! Undtagen lige det allersidste – og så en scene i midten af filmen, hvor Salim får en over nakken af en tyk inder.

Krenner

christiantoft16@hotmail.com